Ingeniør: Ikke nok at frabede sig hop på fantribune i Parken

    Det er ikke realistisk, når FC København frabeder sig, at fodboldholdets tilhængere laver koordinerede hop på Sektion 12 på B-tribunen i Parken.

    Der skal mere til.

    Sådan lyder vurderingen fra Henrik Mørup. Han er civilingeniør og Danmarks Ingeniørforenings specialist i bærende konstruktioner.

    – Man kan ikke påbyde en flok tilskuere, at de ikke må hoppe i takt. Eller, det kan man selvfølgelig godt, men jeg er meget usikker på, om det bliver efterlevet, siger han.

    Meddelelsen fra FC København blev offentliggjort på klubbens hjemmeside lørdag forud for en hjemmekamp søndag mod Viborg FF.

    FC København har frabedt sig hop på tribunen efter en rapport fra Rambøll om tribunens tilstand. FC København understreger, at der ikke er nogen fare ved at opholde sig på tribunen.

    Undersøgelsen fra Rambøll viser, at belastningen under en hjemmekamp mod AaB i slutningen af februar “i korte sekvenser overskred de normer, som blev anvendt ved Parkens etablering i 1990”.

    Henrik Mørup understreger, at han ikke har set rapporten. Derfor kan han ikke komme med en præcis anvisning.

    – Enten kan man lukke tribunen helt, eller også kan man sige, at på det tilskuerafsnit, hvor der er problemer, der må der kun være et mindre antal tilskuere, end det der ellers ville være. Så altså halvt så mange. Eller hvad der nu skal til, siger han.

    Ritzau har spurgt Rambøll om en kommentar, og om det er muligt at se rapporten. Rambøll ønsker ikke at kommentere og heller ikke at udlevere rapporten.

    /ritzau/