Jordskælv koster mindst to menneskeliv i Iran lørdag

    Et jordskælv med en beregnet styrke på 5,9 har ramt det nordvestlige Iran nær grænsen til Tyrkiet lørdag. Mindst to personer er omkommet, mens dusinvis er kommet til skade.

    Det skriver lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Der er 122 kvæstede indtil videre i byen Khoy, oplyser Mojtaba Khaledi, der er talsperson for en lokal redningstjeneste til statsligt tv.

    – Og desværre to døde, siger Mojtaba Khaledi.

    Flere bygninger i en række byer er ødelagt, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Jordskælvet ramte klokken 21.44 lokal tid lørdag aften i regionen Vest Aserbajdsjan.

    Byen Khoy er hårdt ramt af jordskælvet, der kommer kort tid efter, at mindst 120 mennesker blev kvæstet i et andet skælv. Det ramte regionen i sidste uge.

    En redningsmedarbejder har oplyst til statsligt tv, at det sner i nogle af de ramte områder, og at temperaturerne dermed er kolde.

    Redningshold er sendt til den vestlige del af landet, og hospitaler er i beredskabstilstand.

    Flere alvorlige jordskælv har ramt Iran de seneste par år. Det skyldes landets geografiske placering.

    /ritzau/