Von der Leyen øjner løsning mellem EU og Storbritannien

    EU-Kommissionens leder, Ursula von der Leyen, roser Storbritannien for at have fundet frem til en mere pragmatisk tone i forhandlingerne med EU om handel og en særlig ordning for Nordirland efter brexit.

    – I dag er vores drøftelser med London præget af en ny og mere pragmatisk tone, siger hun.

    Ursula von der Leyen besøgte torsdag Irland.

    – Med sund fornuft og fokus på de konkrete problemer, som virkelig optager befolkningen i Nordirland, tror jeg, at vi kan finde en løsning på de praktiske spørgsmål, som stadig udestår omkring protokollen, siger hun.

    Ursula von der Leyen kalder sine kontakter til den nye britiske premierminister, Rishi Sunak, for “opmuntrende”.

    De langvarige forhandlinger om brexit mellem Storbritannien og EU har tidligere været præget af hårde fronter og manglende vilje til kompromis.

    Briterne har krævet en genforhandling af den gældende aftale, som har ført til mere bureaukrati i forbindelse med en del varetransporter.

    Von der Leyen sagde ved et møde med irske parlamentarikere, at EU “lytter nøje til alle stemmer i det britisk-styrede Nordirland, hvor brexit har skabt en ny situation.

    Aftalen mellem den britiske regering og EU fastholder Nordirland som en del af EU’s indre marked og med en åben grænse til Irland.

    Det skal forhindre, at der opstår nye spændinger mellem på den ene side unionister, som overvejende er protestanter – og på den anden side republikanere, som overvejende er katolikker.

    Hverken den britiske regering eller de probritiske nordirske protestanter er dog tilfredse med den eksisterende aftale.

    Nordirland skule have holdt valg i december eller et lille stykke inde i det nye år. Men den britiske minister for Nordirland, Chris Heaton-Harris, har udsat det.

    Valget kommer muligvis først til at finde sted efter et gennembrud i forhandlingerne omkring brexitaftalen.

    De nordirske politikere kunne ikke blive enige om at udpege en ny førsteminister og regering efter regionale valg i maj.

    Her blev Sinn Fein det største parti.

    /ritzau/AFP