Mindst 34 migranter omkom ved forlis ud for Syrien

    Mindst 34 migranter er omkommet, efter at den båd, som de sejlede i, gik ned ud for Syriens kyst. Det oplyser det statslige syriske nyhedsbureau Sana torsdag.

    Yderligere 20 personer er indlagt på et hospital i den syriske kystby Tartus.

    Det er uklart, hvor mange, der var om bord i fartøjet, som var på vej mod Europa.

    Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 36 omkom ved forliset.

    Båden var sejlet ud fra den libyske hovedstad, Tripoli, for et par døgn siden. Den kæntrede i syrisk farvand ud for øen Arwad, som ligger ud for Tartus.

    Tidligere torsdag rapporterede libanesiske medier om en båd med 55 om bord, som var meldt savnet, da den var på vej mod Italien.

    En af de overlevende siger til syriske medier, at der var 150 personer om bord i den forliste båd.

    En libanesisk sikkerhedskilde siger, at migranterne blandt andet kom fra Libanon, Syrien og Palæstina.

    Libanons dybe økonomiske krise har fået mange libanesere og palæstinensiske flygtning til at forsøge at komme illegalt til Europa ved en livsfarlig sejlads over Middelhavet.

    /ritzau/AFP