USA skal undersøge kugle fra drab på Vestbredden

    Palæstinenserne vil give USA den kugle, som 11. maj dræbte journalisten Shireen Abu Akleh fra tv-stationen Al Jazeera.

    Det siger en højtstående palæstinensisk embedsmand til Reuters.

    – Vi er blevet enige om at udlevere projektilet til amerikanerne, så de kan undersøge det, siger Akram al-Khatib. Han har en ledende post i Det Palæstinensiske Selvstyres anklagemyndighed.

    Tidligere har FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) sagt, at Shireen Abu Akleh blev dræbt af skud affyret af israelsk militær.

    Den palæstinensisk-amerikanske journalist blev dræbt, mens hun dækkede en israelsk militæroperation. Operationen foregik i en flygtningelejr i byen Jenin.

    Israelske og palæstinensiske myndigheder er kommet med gensidige beskyldninger i sagen.

    Israel har afvist, at israelske soldater skulle have “rettet angreb mod en journalist”.

    Ifølge FN’s informationer peger en efterforskning dog på, at de dræbende skud kom fra netop israelske styrker.

    – Vi mener, at de skud, der dræbte Abu Akleh, kom fra israelske sikkerhedsstyrker, har talskvinde for OHCHR Ravina Shamdasani udtalt.

    – Det er meget foruroligende, at israelske myndigheder ikke har foretaget en kriminalefterforskning. Vi i FN’s menneskeretskommissariat har afsluttet vores uafhængige monitorering af hændelsen.

    FN-kontoret har blandt andet brugt foto, video og lydmateriale som baggrund for dets vurderinger.

    – En enkelt kugle sårede Ali Sammoudi i skulderen. En anden kugle ramte Abu Akleh i hovedet og dræbte hende på stedet, står der i en meddelelse fra FN-kontoret.

    Abu Aklehs kollega Ali Sammoudi blev såret af et skud.

    Israels militær har sagt, at det “ikke er muligt” at konkludere, hvordan Shireen Abu Akleh blev dræbt.

    FN’s Sikkerhedsråd har tidligere enstemmigt fordømt drabet på den 51-årige journalist.

    /ritzau/AFP