Hviderusland beskylder Ukraine for missilangreb

    Hvideruslands præsident, Alexander Lukasjenko, siger lørdag, at Ukraine har forsøgt at ramme militære faciliteter på hviderussisk territorium.

    Ukrainerne skal ifølge Lukasjenko have affyret tre missiler mod mål i nabolandet for tre dage siden.

    – Alle tre missiler blev skudt ned, siger den hviderussiske leder.

    Han fremlægger ikke nogen form for bevis for sin påstand.

    Lukasjenko, der har en tæt alliance med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og som har ladet russiske soldater gå ind i Ukraine fra hviderussisk territorium, siger, at han ikke ønsker en krig med Ukraine.

    – Men vi vil kæmpe, hvis vort territorium bliver besat, siger han.

    /ritzau/AFP