Ukraine bryder med Syrien efter anerkendelse af republikker

    Ukraine har brudt landets diplomatiske bånd med Syrien.

    Det oplyser den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige videoopdatering på beskedtjenesten Telegram.

    Ukraine har kappet forbindelsen til Damaskus, efter at Syrien, som er allieret med Rusland, har anerkendt de to østukrainske republikker Donetsk og Luhansk som værende uafhængige.

    Tre dage før Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar anerkendte Ruslands præsident, Vladimir Putin, de to udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk som uafhængige. Det førte til kraftige reaktioner og sanktioner fra Vesten.

    Donetsk og Luhansk ligger i Donbas-regionen, som er centrum for den russiske invasion.

    Siden 2014 har dele af de to republikker været kontrolleret af prorussiske separatister.

    Med undtagelse af Rusland blev Syrien onsdag det første land, som anerkender de to udbryderrepublikker som uafhængige.

    – Der vil ikke længere være nogen forbindelser mellem Ukraine og Syrien, siger Zelenskyj i videoen på Telegram.

    Han tilføjer, at presset for at indføre sanktioner mod Syrien nu er endnu større end før.

    Zelenskyj beskriver Syriens beslutning om at anerkende Luhansk og Donetsk som en “værdiløs historie”.

    /ritzau/AFP