Nordkorea melder om 21 feberdødsfald under coronaudbrud

    Fredag er 21 personer døde med feber i Nordkorea. Det sker få dage, efter at landet har registreret dets første officielle tilfælde af coronavirus.

    Det oplyser det statslige nordkoreanske medie KCNA ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Det er ikke bekræftet, at årsagen til de 21 dødsfald er coronavirus.

    Landets leder, Kim Jong-un, siger, at udbruddet er en "stor katastrofe", men at landet kan komme i gennem krisen.

    Kim Jong-un siger desuden, at Nordkorea kan lære af Kinas erfaringer med at bekæmpe epidemien.

    KCNA rapporterer, at 280.810 personer med symptomer på coronavirus modtager behandling.

    /ritzau/