Kina opfordrer til at tage russiske bekymringer alvorligt

    Ruslands sikkerhedsbekymringer bør tages alvorligt.

    Sådan lød beskeden fra den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, til hans amerikanske kollega, Antony Blinken, da de to talte i telefon sammen torsdag.

    Det oplyser det kinesiske udenrigsministerium i en erklæring.

    Her kalder Wang Yi Ruslands bekymringer for “rimelige”.

    – Sikkerhedsproblemerne bør tages alvorligt og løses, skriver ministeriet ifølge nyhedsbureauet AFP.

    I opkaldet til Blinken, hvor spændinger omkring Ukraine var på dagsordenen, sagde Wang også, at “regional sikkerhed kan ikke garanteres ved at styrke eller endda udvide militærblokke”.

    Rusland har krævet, at Nato trækker tropper og våben tilbage fra Østeuropa og forhindrer nabolandet Ukraine, der er en tidligere sovjetstat, i nogensinde at blive medlem af den vestlige forsvarsalliance.

    Ifølge den kinesiske udenrigsminister kan ét lands sikkerhed ikke sikres på bekostning af andre landes sikkerhed.

    Samtidig opfordrer Wang Yi alle parter, som er involveret i spørgsmålet om Ukraine, til at forholde sig rolige og afventende.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    /ritzau/