USA til Rusland: Ukraine må selv vælge sine allierede

    USA har meddelt Rusland, at Ukraine har ret til selv at vælge sine allierede. Det siger den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, på et pressemøde onsdag aften dansk tid.

    – Vi har gjort det klart, at der er kerneprincipper, som vi vil holde fast i og forsvare, herunder Ukraines suverænitet og territoriale integritet og staters ret til at vælge deres egne sikkerhedsforanstaltninger og alliancer, siger han.

    Kort forinden havde USA’s ambassadør i Rusland, John Sullivan, personligt afleveret et skriftligt svar til det russiske forsvarsministerium om de sikkerhedsbekymringer, Rusland har nævnt.

    USA vil ikke offentliggøre svaret, siger Blinken. Han forklarer, at samtaler bag lukkede døre har større chance for at lykkes.

    Forsvarsalliancen Nato har ligeledes afleveret et skriftligt svar til Rusland onsdag. Det er sket i form af et brev til den russiske ambassade i Belgiens hovedstad, Bruxelles, siger diplomater til AFP.

    Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, ventes onsdag aften at holde en pressekonference.

    Rusland har sendt omkring 100.000 soldater til grænsen mod Ukraine. Det har skabt alvorlige spændinger og frygt for en russisk invasion.

    Internationalt arbejder diplomater på højtryk for at nedtrappe situationen.

    Men det er samtidig også på tale at indsætte et antal vestlige styrker i nogle af Ruslands nabolande.

    Tre kilder siger til tv-stationen CNN, at USA og nogle af dets allierede taler om at sende tusindvis af soldater til Nato-lande i det østlige Europa. Det skal signalere støtte til Ukraine.

    /ritzau/Reuters