Finaleseedet russer hamrer sig forbi schweizer

    Daniil Medvedev, den andenseedede russer, vandt tirsdag morgen dansk tid sin første kamp ved grand slam-turneringen Australian Open.

    Medvedev besejrede Henri Laaksonen med cifrene 6-1, 6-4, 7-6 efter lidt under to timers spil på Rod Laver Arena.

    Russeren, der er nummer to i verden, er den højst rangerede spiller i turneringen, efter at Novak Djokovic ikke fik lov til at deltage.

    Djokovic fik frataget sit visum og sendt ud af Australien søndag, da han ikke opfyldte kravet om at være coronavaccineret eller havde en gyldig grund til ikke at være det.

    Dermed må Medvedev nu anses for en af turneringens helt store favoritter. Han vandt også US Open sidste år og kan dermed tage sin anden grand slam-titel i træk.

    /ritzau/