Australian Open hylder Clara Tauson som den fødte tennisspiller

    Folkene bag Australian Open har for alvor fået øjnene op for de danske tennistalenter.

    Forleden blev 18-årige Holger Rune udråbt som en af sportens rising stars (kommende stjerne, red.) i mændenes herresinglerække på grand slam turneringens hjemmeside, og fredag er turen så kommet til 19-årige Clara Tauson.

    Den unge dansker bliver fremhævet for at have haft en gennembrudssæson sidste år, hvor hun gik fra en placering uden for top 150 på verdensranglisten i begyndelsen af året til at spille sig ind blandt verdens 50 bedste kvindespillere.

    – Det føles som om, Clara Tauson blev født til at spille professionelt. På hvert skridt af hendes tennisrejse har hun virket til at være betaget af sporten, og hun er blevet vejledt af de bedste, lyder det på Australien Opens hjemmeside.

    Blandt andet nævnes Clara Tausons onkel – tidligere tennisspiller Michael Tauson – og Caroline Wozniacki som to personer, der har givet danskeren troen på, at hun kan blive en topspiller.

    På hjemmesiden fremhæves Tausons to første WTA-titler også som grund til, hvorfor man bør holde øje med hende. De blev begge vundet i sidste sæson i marts og september.

    – Sejrene kom indendørs i Lyon og Luxembourg, hvor hendes kraftige førsteserv, stærke grundslag og tilbøjelighed til at komme frem til nettet virkede rigtig godt for hende.

    Clara Tauson debuterer i begyndelsen af næste uge som seniorspiller i Australian Open. Hun vandt turneringen som juniorspiller i 2019. Dengang besejrede hun sidste års US Open-finalist Leylah Fernandez.

    Tauson skal i første runde op imod den 26-årige australier Astra Sharma. De to mødtes senest i første runde af Luxembourg Open sidste år, hvor danskeren vandt i to sæt.

    Vinder Clara Tauson, så venter vinderen af opgøret mellem tjekken Katarina Siniakova og verdens nummer syv, Anett Kontaveit, i anden runde.

    /ritzau/