Regeringen bekræfter: Ministre bliver væk fra vinter-OL i Kina

    Den danske regering vil ikke deltage ved vinter-OL i Kina. Det bekræfter udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    Det betyder, at ingen ministre vil deltage ved vinterlegene i den kinesiske hovedstad, Beijing.

    Regeringen har forsøgt af få en fælles EU-linje for boykottet. Men det er ikke lykkedes for de 27 medlemslande at blive enige.

    – Mødet, jeg har været til i dag med EU’s udenrigsministre, har vist, at det ikke er muligt med en fælles EU-linje.

    – Hvert land har truffet forskellige valg om vejen frem. Men en række ligesindede lande – både i og uden for Europa – har sådan set valgt ikke at deltage på politisk niveau i OL i Kina, siger udenrigsministeren.

    Han mener, at det havde vakt større opmærksomhed, hvis EU i fællesskab var blevet enige om et boykot.

    Ministeren fortæller, at beslutningen om et boykot “er taget ud fra en samlet betragtning af, hvordan situationen står”.

    – Det er ingen hemmelighed, at vi fra dansk side er meget bekymrede over menneskerettighedssituationen i Kina.

    – Det har jeg selv gjort klart ved flere lejligheder, senest direkte over for den kinesiske udenrigsminister, da jeg besøgte Kina i november sidste år, siger han.

    Jeppe Kofod fortæller, at regeringen altid vil insistere på en konstruktiv, kritisk dialog.

    Også de spørgsmål, hvor Danmark og Kina ser meget uens på tingene – eksempelvis menneskerettigheder og værdipolitik, siger ministeren.

    Selv om regeringen ikke kommer til at deltage, kan de danske atleter dog stadig godt deltage.

    Og de kan regne med opbakning fra ministeren.

    – De danske atleter kan regne med regeringens fulde opbakning. Og vi kommer til at heppe på dem, præcis som vi plejer.

    – Men vi kommer til at gøre det hjemmefra og ikke fra lægterne i Beijing, skriver han.

    Lige som med vinter-OL i Kina vil man også med VM i fodbold i Qatar næste vinter ud fra en samlet vurdering se på, om regeringen deltager.

    – Jeg har selv – direkte over for Qatars udenrigsminister – sidste år påpeget problemerne med migrantarbejderne i Qatar. Og det vil vi fortsat gøre.

    – Vi har ikke taget stilling til eventuel dansk regeringsdeltagelse i det, men det vil vi vurdere. Men det er klart, at vi bakker vores idrætsfolk op, uanset hvor de er. Det vil vi også gøre, når de tager til Qatar og spiller VM, siger han.

    Udenrigsordfører i regeringens støtteparti Enhedslisten, Eva Flyvholm, er godt tilfreds med beslutningen om at boykotte Kina.

    – Men det bør også have den konsekvens, at vi gør det samme med VM i Qatar, siger hun.

    Der har været en del kritik af det forestående VM i Qatar. Det er særligt de forhold, migrantarbejdere arbejder under, der har været kritik af.

    I februar sidste år skrev den britiske avis The Guardian, at 6500 migrantarbejdere er døde under arbejdet med opførslen af fodboldstadioner til VM.

    /ritzau/