Jimmy Carter frygter for demokratiet et år efter kongresstorm

    Den tidligere præsident i USA Jimmy Carter er bekymret for sin nations fremtid. Det skriver han i et debatindlæg i avisen New York Times.

    Han skriver direkte, at han frygter for det amerikanske demokrati. Indlægget er skrevet i forbindelse med etårsdagen for stormen mod Kongressen.

    – Et år efter har fortalere for løgnen, om at der var valgsvindel, overtaget et politisk parti og øget mistilliden til vores valgsystem.

    – Disse folk udøver magt og indflydelse gennem gentagne disinformation, som vender amerikanere imod hinanden, skriver 97-årige Carter.

    Da optøjerne fandt sted 6. januar sidste år, var Carter blandt de fire nulevende tidligere præsident, som straks fordømte dem.

    De øvrige tidligere præsidenter, der var klar med fordømmelse, var Barack Obama, Bill Clinton og George W. Bush.

    Torsdag er det nøjagtigt et år siden, at en stor gruppe af tilhængere af den daværende afgående præsident Donald Trump stormede Kongressen.

    Det skete, imens kongresmedlemmer var i gang med at godkende Joe Biden som USA’s næste præsident.

    Ifølge Jimmy Carter har udviklingen i USA siden da været bekymrende.

    For politikere i blandt andet Georgia, Texas og Florida har skubbet til mistilliden snarere end at nedtone den, mener han.

    Det har de gjort for selv at drage fordel af det ifølge Carter.

    – Jeg frygter nu, at det, vi har kæmpet så hårdt for at opnå globalt – retten til frie og fair valg, som ikke hindres af politikere, som kun søger at øge deres egen magt – er blevet faretruende skrøbeligt herhjemme, skriver Jimmy Carter.

    Hvis det amerikanske demokrati skal overleve, er borgerne nødt til at kræve, at ledere og kandidater lever op til idealer om frihed og opfører sig ordentligt, mener han.

    – Vores mægtige nation vakler på brinken af en voksende afgrund. Uden øjeblikkelig handling har vi en reel risiko for civil konflikt og for at miste vores dyrebare demokrati.

    – Amerikanere skal sætte forskelligheder til siden og arbejde sammen, før det er for sent, slutter Jimmy Carter sit debatindlæg.

    /ritzau/