Washington Capitals sætter stor føring over styr mod Panthers

    Washington Capitals var tilsyneladende på sikker kurs mod en sejr ude mod Florida Panthers, da holdet efter de første to perioder førte med 4-1.

    Blandt andet på et mål af holdets danske spiller, Lars Eller.

    Men Panthers bed fra sig i tredje periode og leverede et stort comeback ved at vinde opgøret 5-4 efter fire scoringer i træk.

    Sejrsmålet faldt, da der resterede 14,4 sekunders spilletid af tredje periode, hvor Panthers i alt havde 26 skudforsøg på mål mod Capitals’ to.

    Hos Washington Capitals havde den 36-årige russer Alex Ovechkin mulighed for at komme op på 750 mål i sin NHL-karriere, men for en gangs skyld var han ikke blandt målscorerne.

    Lars Eller bragte Capitals foran 3-1 i anden periode, da han skøjtede rundt om en forsvarspiller og med et baghåndsskud sendte pucken i mål.

    Florida Panthers fortrænger med sejren Washington Capitals fra førstepladsen i Eastern Conference. Begge hold har 33 point, men Panthers har med 22 kampe spillet en færre end Capitals.

    Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets havde også en skuffende udekamp mod Nashville Predators, som vandt 6-0. Svenskeren Filip Forsberg scorede fire mål for Nashville.

    Bedre gik det ikke for målmand Frederik Andersen. Danskeren har været en af de bærende spillere for Carolina Hurricanes i denne sæson, men i tirsdagens runde tabte Hurricanes 1-4 til Dallas Stars.

    /ritzau/