Rederier efter formodet piratangreb: Viser hvorfor vi er her

    At besætningen fra den danske fregat “Esbern Snare” onsdag har dræbt fire formodede pirater i Guineabugten, understreger, at der er brug for Danmarks indsats.

    Det siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i brancheforeningen Danske Rederier, efter at nyheden om angrebet torsdag er kommet frem.

    Hun er i øjeblikket sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på besøg i området.

    Ingen af de tre var om bord på fregatten. Der var planlagt et besøg på fregatten torsdag, men det er nu aflyst.

    – Vi har hele tiden sagt, at Guineabugten er verdens farligste vand at sejle i, siger hun og peger på, at det viser, at der er brug for fregatten.

    – Vi har på enhver givent tidspunkt 30-40 danskopererede skibe i området, fortæller hun.

    Den danske fregat tog i slutningen af oktober afsted til bugten for at beskytte danske skibe i området mod pirateri.

    Guineabugten har i årevis været plaget af pirateri. I 2020 skete 95 procent af alle bortførelser til søs i bugten.

    Onsdag blev der observeret otte mistænkelige mænd i en motorbåd med redskaber, der forbindes med pirateri – og Frømandskorpset blev derfor sendt afsted i en båd.

    De formodede pirater standsede ikke, da de blev råbt til, og derfor blev der afgivet varselsskud. Bagefter åbnede mændene ild, som de danske soldater besvarede.

    Ingen danske soldater kom til skade, men fire af de formodede pirater afgik ved døden, mens en blev såret.

    – Der er ingen tvivl om, at vi stiller med meget stærkt bidrag i form af “Esbern Snare”, og der er ingen tvivl om, at fregatten også vil gøre en stor forskel fremad.

    – Jeg synes, vi er på præcis det sted på det rette tidspunkt for at gøre den indsats, der skal til, siger Anne H. Steffensen.

    Det er ikke første gang, at “Esbern Snare” dræber pirater. Det skete også i 2011 i Adenbugten, der ligger mellem Yemen i nord og Somalia i syd.

    De formodede pirater blev efterfølgende taget om bord på “Esbern Snare”, hvor deres skader blev behandlet. Hvad der nu skal ske med dem, skal en arbejdsgruppe på tværs af flere ministerier nu beslutte.

    /ritzau/