Lodtrækning skal finde vinder af hidtil største vindpark

    Det skal afgøres ved lodtrækning, hvem der skal bygge den store vindmøllepark Thor, der skal ligge i Nordsøen.

    Det skyldes, at flere har budt på parken, som bliver den hidtil største i Danmark, til minimumprisen og et ønske om at opføre den størst mulige park.

    Derfor skal der trækkes lod, da det står i udbudsbetingelserne, oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

    Parken skal ligge ud for kysten ved Thorsminde på den jyske vestkyst og levere strøm til cirka en million danske husstande.

    Parken er den første af de tre havvindmølleparker, der blev besluttet som en del af Energiaftalen fra 2018.

    Ifølge Dansk Energi, interesseorganisation for energiselskaberne, er det en historisk begivenhed for dansk havvind.

    Som en del af udbuddet garanterer staten en stabil afregningspris på den strøm, vindmølleparken producerer.

    Er markedsprisen lavere end den aftalte pris, modtager producenterne forskellen i støtte. Men flere bud er afgivet helt uden støtte ifølge Dansk Energi.

    Det skyldes ifølge branchechef Kristine Grunnet, at det er et attraktivt sted, vindmølleparken skal ligge.

    – Det gør, at man rigtig gerne vil byde ind med en lav, lav pris – faktisk en betaling til staten – for at få afgang til arealet.

    – Man kommer forhåbentlig til at tjene penge. Der er loft over, hvor meget der kommer til at tilfalde staten på 2,6 milliarder kroner.

    – Når loftet nås, tilfalder betalingen for salget af strømmen til den vindende byder, forklarer hun.

    Lodtrækningen bliver overvåget af en uafhængig revisor og Kammeradvokaten, og kun de involverede må være til stede.

    Der er altså ikke adgang for pressen, når lodtrækningen finder sted onsdag 1. december klokken 11.

    Det oplyses ikke, hvilke konkrete selskaber der er tale om.

    Den store vindmøllepark skal være fuldt etableret senest sidst i 2027.

    /ritzau/