Bulgarer sender Medvedev hjem fra Indian Wells

    Det er slut for russiske Daniil Medvedev ved tennisturneringen Indian Wells, som i disse dage finder sted i den amerikanske delstat Californien.

    Russeren var ikke i stødet og måtte natten til torsdag dansk tid se sig slået af Grigor Dimitrov fra Bulgarien.

    Dimitrov vandt med cifrene 4-6, 6-4, 6-3.

    Bulgareren er rangeret som den 28.-bedste mandlige tennisspiller i verden, men havde alligevel fundet niveauet frem til at sende verdens nummer to hjem fra USA inden kvartfinalerne.

    Nederlaget til Medvedev kommer i en periode, hvor han ellers har vist god form.

    Hidtil har han gået hele vejen i Indian Wells uden at tabe et eneste sæt, og i september tog han sin første grand slam-titel, da han slog Novak Djokovic i US Open-finalen.

    Grigor Dimitrov er nu videre til kvartfinalerne af Indian Wells, som er den største tennisturnering uden for de fire grand slam-turneringer.

    Her skal han møde polakken Hubert Hurkacz, som slog russiske Aslan Karatsev i ottendedelsfinalen. Hurkacz er rangeret som den 12.-bedste mandlige tennisspiller.

    Opgøret mellem Dimitrov og Hurkacz begynder efter planen torsdag klokken 20.00 dansk tid.

    /ritzau/AFP