Norges statsminister: Hændelserne i Kongsberg ryster os

    – Meldingerne fra Kongsberg her til aften er grufulde. Gerningsmanden har begået frygtelige handlinger mod flere personer.

    Det siger Norges statsminister, Erna Solberg, på et pressemøde sent onsdag aften, efter at en mand har skudt og dræbt fem personer med bue og pil og såret to andre alvorligt i den norske by.

    – Det er en meget dramatisk situation, der har ramt Kongsbergs samfund. Hændelserne ryster os.

    – Jeg forstår, at mange er bange. Derfor er det vigtigt at understrege, at politiet har kontrol med situationen.

    – Vores tanker går først og fremmest til de dræbte og deres nærmeste, siger statsministeren.

    Med på onsdagens pressemøde fra statsministerens kontor var også Norges justits- og beredskabsminister, Monica Mæland.

    Hun siger, at justitsministeriet afventer politiets efterforskning af, om der er tale om et terrorangreb.

    – Det vigtigste er nu, at der bliver taget hånd om de pårørende og samfundet i Kongsberg, siger hun.

    Norsk politi sagde onsdag aften, at det er naturligt at vurdere, om hændelsen i Kongsberg bør kaldes en terrorhandling, selv om det endnu for tidligt at sige noget om et eventuelt motiv.

    En enkelt gerningsmand er blevet anholdt, og der er ifølge norsk politi intet, som tyder på, at andre har været involverede.

    Monica Mæland tilføjer, at hun har varslet Norges kommende statsminister, Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet (Ap), om situationen.

    Støre ventes at tiltræde på posten torsdag. Ifølge Erna Solberg får hændelserne i Kongsberg ikke indflydelse på magtoverdragelsen, men hun har varslet den kommende statsminister om, at han “skal forberede sig på at håndtere en vanskelig situation”, siger hun.

    Jonas Gahr Støre har også selv kommenteret hændelserne i Kongsberg onsdag aften.

    – Mine tanker og dybeste medfølelse går til de berørte, deres familier og til politi og sundhedspersonale, som lige nu arbejder hårdt på at få overblik over situationen og bistå dem, der trænger til hjælp, siger han ifølge VG.

    /ritzau/