Bog: Forsvarschef fratog Trump mulighed for at beordre atomangreb

    USA’s tidligere præsident Donald Trump blev angiveligt i al hemmelighed frataget muligheden for at beordre atomangreb eller indlede militæraktioner i sine sidste dage i Det Hvide Hus.

    Det skriver den kendte journalist Bob Woodward og hans kollega Robert Costa i deres kommende bog “Peril” ifølge det amerikanske medie CNN.

    De to journalister fra Washington Post kommer i bogen med nye detaljer omkring Trumps nyttesløse forsøg på at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020.

    I den forbindelse beskriver de, hvordan den amerikanske forsvarschef, Mark Milley, uden at informere Donald Trump skulle have taget det uhørte skridt, at beordre andre topgeneraler til at rådføre sig med ham først, inden de handlede på nogen væsentlige ordrer fra den daværende præsident.

    Milleys ordre skulle være blevet givet i kølvandet på stormløbet mod kongressen 6. januar, da hundredvis af Trump-tilhængere trængte ind i bygningen.

    Efter stormløbet, hvor fem mennesker mistede livet, sagde Demokraternes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at hun ville tale med den amerikanske forsvarschef om muligheden for at hindre præsident Donald Trump i at starte en atomkrig.

    – Det er ikke til at sige, hvad han (Trump, red.) kan finde på. Du ved, at han er skør. Han har været skør i lang tid, sagde Pelosi til Mark Milley i et telefonopkald 8. januar.

    – Jeg er enig med dig i det hele, skulle forsvarschefen have svaret ifølge et udskrift af opkaldet, der bliver bragt i bogen.

    Ifølge de to journalister skulle Mark Milley under opkaldet også have forsikret Nancy Pelosi om, at han allerede havde taget flere forholdsregler for at forhindre Trump i at starte en konflikt, selv om der ikke er nogen beviser for, at ekspræsidenten på noget tidspunkt planlagde dette.

    – Jeg kan med 110 procents sikkerhed garantere, at militæret – uanset om vi taler om atomvåben eller et angreb i et udenlandsk land – ikke kommer til at gøre noget ulovligt eller skørt, sagde forsvarschefen til Pelosi.

    I bogen beskriver Bob Woodward og Robert Costa også, hvordan Mark Milley i dagene efter stormløbet på kongressen to gange skulle have ringet til sit kinesiske modstykke, general Li Zuocheng, for at forsikre ham om, at Kina ikke skulle frygte et angreb fra USA i Trumps sidste dage som præsident.

    Republikaneren Donald Trump blev 20. januar erstattet af demokraten Joe Biden.

    /ritzau/dpa