Forretningsmand skal forsøge at danne regering i Libanon

    I Libanon får den velstående forretningsmand Najib Mikati chancen for at danne en regering med sig selv som premierminister. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters efter en afstemning i landets parlament.

    Libanon befinder sig i både en økonomisk og politisk krise og har siden midten af juli ledt efter en potentiel regeringsleder.

    I midten af juli opgav den ellers forventede næste premierminister Saad Hariri at danne en regering. Han havde givet et bud på, hvem der skulle sidde i hans regering, til præsident Michel Aoun. Men Aoun og Hariri kunne ikke nå til enighed.

    Landets forfatning er lavet for at sikre de tre store religioner indflydelse oven på den 25 år lange borgerkrig, der sluttede i 1990. Forfatningen tilsiger, at det skal være en sunnimuslim, der er premierminister.

    Derfor var der ikke noget umiddelbart oplagt alternativ til Saad Hariri. Men nu bliver det altså Mikati, der får chancen for at danne regering.

    Mikati har ifølge Reuters mandag fået opbakning fra 73 af de 118 parlamentsmedlemmer til at søge at danne en regering.

    Han har tidligere i tre måneder i 2005 været fungerende premierminister.

    Hvis det skal lykkes Mikati at danne en regering, skal han navigere gennem en kaotisk politisk og økonomisk situation i landet.

    I 2020 eksploderede farligt materiale på havnen i hovedstaden, Beirut, og udløste store ødelæggelser. Den store eksplosion kostede over 200 mennesker livet og kvæstede flere tusinder.

    Som følge heraf trak landets regering sig og kastede landet ud i en politisk krise. Det har siden da ikke været muligt at danne en ny regering.

    Libanons politiske system har altid været tumultarisk, men situationen blev ikke bedre efter krigen mod Israel i 2006, hvor dele af Beirut blev bombet.

    Landet er præget af religiøse spændinger mellem kristne, sunnimuslimer og shiamuslimer.

    Samtidig har landet de seneste år været ramt af en hård økonomisk krise, der har efterladt valutaen noget nær værdiløs.

    Najib Mikati regnes ifølge Reuters som Libanons rigeste mand. Han ses samtidig af kritikere som symbol på landets korrupte ledende klasse.

    Ikke desto mindre er håbet, at han kan fungere som en kompromiskandidat i libanesisk politik.

    Det ventes ifølge Reuters at tage flere måneder, før det står klart, om det lykkes Mikati at danne regering eller ej.

    /ritzau/