EU starter undersøgelse af statsstøtte til PostNord

    EU-Kommissionen indleder en tilbundsgående undersøgelse af statsstøtte til PostNord.

    Det oplyser kommissionen i en pressemeddelelse.

    Sagen handler om et beløb på 225 millioner kroner, som den danske stat sidste år gav i tilskud til PostNord for at levere post i alle kroge af landet – kendt som befordringspligten.

    Pengene skal dække, at det er en underskudsgivende forretning at levere post i hele landet, fordi der ikke bliver sendt så mange breve som tidligere.

    Men en stor del af PostNords forretning er også at levere pakker. Det er i konkurrence med andre virksomheder, og her vil kommissionen nu undersøge, om statsstøtten også er gået til at støtte PostNord på det område.

    PostNord er statsejet, da den danske stat ejer 40 procent, mens den svenske har 60 procent.

    En lang række af PostNords konkurrenter inden for levering af pakker har gentagne gange kritiseret, at det statsejede selskab konkurrerer med private virksomheder på pakker.

    En dansk brancheorganisation klagede i 2019 over støtten på 225 millioner kroner, som den mente, var i ulovlig statsstøtte.

    Senere har Rigsrevisionen, der fører kontrol med statens regnskaber, sat spørgsmålstegn ved, om fordelingen af omkostningerne i PostNords regnskaber.

    Det er helt konkret fordelingen mellem den del af forretningen, som er under befordringspligten, og pakkerne, der ikke er.

    – Efter en foreløbig vurdering har Kommissionen derfor besluttet at indlede en tilbundsgående undersøgelse, da den navnlig har betænkeligheder vedrørende verificeringen af, at der ikke er forekommet overkompensation, skriver kommissionen.

    Det er langtfra første gang, at EU har kigget på statsstøtten til PostNord, da konkurrenter flere gange har klaget, men undersøgelsen handler i denne omgang kun om beløbet på 225 millioner kroner.

    /ritzau/