27-årig kræves fængslet for serieforfalskning af coronapas

    Torsdag formiddag klokken 10.30 skal en 27-årig mand fremstilles i grundlovsforhør i Aarhus.

    Østjyllands Politi kræver ham varetægtsfængslet, fordi det er politiets opfattelse, at manden har fabrikeret adskillige falske coronapas.

    Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

    Ifølge politiet har manden stået for at fabrikere falske coronapas til både andre og sig selv.

    Coronapas er dokumentation for, at man ikke udgør en smittefare med covid-19 og giver adgang til eksempelvis frisørsaloner og indendørsbeværtninger.

    Anklagemyndigheden vil anmode dommeren om at holde grundlovsforhøret for lukkede døre, så offentligheden ikke har adgang til retsmødet.

    En nysgerrig borger spørger på Twitter ind til, hvorfor politiet vil holde sagen for lukkede døre.

    – Af hensyn til den videre efterforskning, svarer politiet.

    Det er endnu ikke offentligt kendt, hvad manden egentlig er sigtet for, men politiet har før givet et praj om, hvad konsekvenserne kan være for folk, der snyder med coronapasset.

    To køreskoleelever blev i april sigtet for dokumentfalsk, da de fremviste forfalskede coronapas ved deres køreprøver.

    En række gymnasieelever i Aarhus fik i juni røde ører, da en medarbejder fra deres gymnasium snuppede dem i at indsende falske coronapas til gymnasiet.

    Østjyllands Politi skrev i den forbindelse i en pressemeddelelse, at sådan en forbrydelse formentlig ville takseres til mellem 20 og 40 dages betinget fængsel, som eleverne i udgangspunktet ikke ville skulle afsone.

    I sagen om den 27-årige mand fra Aarhus er der imidlertid tale om en person, der har fremstillet falske coronapas for andre, omend politiet ikke vil ud med præcist hvor mange.

    Hvis manden ender med at blive dømt for dokumentfalsk, er det muligt, at han vil blive straffet hårdere end normalt, hvis dommeren vurderer, at forbrydelsen er sket i forbindelse med coronaepidemien.

    Det kan ske på grund af reglen om dobbeltstraf.

    Straffelovens paragraf 81d foreskriver nemlig, at en straf “kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.”.

    /ritzau/