Et års regn er faldet på kun tre døgn i kinesisk storby

    Mindst 25 mennesker har mistet livet, efter at den mest voldsomme regn i årtier har ramt det centrale Kina.

    Blandt de dræbte er 12 personer, som blev fanget, da en metrostation blev oversvømmet.

    Flere byer er blevet lammet, og der er sket enorme skader.

    På tværs af Henan-provinsen er vandet brudt igennem dæmninger, og Kinas præsident, Xi Jinping, beskrev onsdag situationen som “meget alvorlig”.

    Omkring 200.000 indbyggere er blevet evakueret i storbyen Zhengzhou, oplyser lokalregeringen.

    Imens står soldater i spidsen for redningsindsatsen i byen, hvor der bor over ti millioner mennesker, og hvor der er faldet et gennemsnitligt års regn på blot tre dage.

    Det er de største nedbørsmængder, regionen har oplevet i de 60 år, der er blevet lavet opgørelser.

    /ritzau/AFP