Eksrådgiver: Boris Johnson ville ofre ældre under anden bølge

    Premierminister Boris Johnson var ikke parat til at indføre coronarestriktioner for at redde de ældre under anden bølge i Storbritannien.

    Det hævder hans tidligere rådgiver og spindoktor Dominic Cummings i et opsigtsvækkende tv-interview, som der blev offentliggjort uddrag af mandag.

    Cummings trådte tilbage fra sit job i Downing Street sidste år. Han har siden fremsat en del påstande om Boris Johnson, som kan skade premierministeren.

    Johnson ville ikke gennemføre en anden nedlukning af samfundet i efteråret sidste år, “fordi de mennesker, som ville dø, langt overvejende ville være over 80 år”, siger Cummings.

    Han hævder også, at Johnson ønskede at møde den 95-årige dronning Elizabeth, selv om der var tegn på, at virusset var blevet spredt i Downing Street 10 i begyndelsen af pandemien, og selv om offentligheden havde fået at vide, at al unødvendig kontakt skulle undgås – navnlig med de ældre.

    Den tidligere rådgiver beskylder regeringen for at være ansvarlig for tusindvis af dødsfald med covid-19, som kunne være undgået. Han har også offentliggjort en række beskeder, som skulle være sendt af Johnson i oktober til premierministerens assistenter og embedsmænd.

    Cummings hævder også, at Johnson sagde til ham: “Og jeg køber ikke længere al den snak om, at sundhedssektoren bliver overbebyrdet”.

    Det var Cummings, der styrede kampagnen, som førte Storbritannien ud af EU. Boris Johnson var kampagnens synlige ansigt.

    Cummings har været rådgiver for Johnson i premierministerkontoret i Downing Street 10 og strateg bag hans valgsejr i 2019. Men i efteråret 2020 forlod han Downing Street 10.

    /ritzau/Reuters