Anden dag i træk med over 1000 nye smittetilfælde

    Der er det seneste døgn registreret 1202 nye smittede med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

    Det er dermed anden dag i træk, at mere end 1000 personer er blevet smittet, og dermed fortsætter den seneste tendens med stigning i smittetallet.

    De smittede er fundet på baggrund af 83.042 PCR-prøver, hvor man podes i halsen. Det betyder, at 1,45 procent af prøverne har været positive, hvilket ikke er set højere siden januar.

    Antallet af indlagte stiger med 4 til 51.

    Trods en begrænset stigning i antallet af coronarelaterede indlagte er det fjerde dag i træk, hvor tallet stiger.

    Der er ingen nye dødsfald.

    /ritzau/