Norsk Røde Kors: Følg Danmark og hjemtag mødre og børn

    Røde Kors i Norge opfordrer tirsdag den norske regering til at hente norske børn og mødre hjem fra syriske lejre.

    Det sker, efter at den danske regering tirsdag aften har meddelt, at man vil arbejde på at hente tre mødre og deres i alt 14 børn hjem.

    – Danmark har nu besluttet at hente mødre og børn hjem fra lejrene i det nordøstlige Syrien. Nu er det på høje tid, at Norge også tager ansvar for sine statsborgere og henter mødre og børn i Syrien hjem, siger Ivar Stokkereit, der er leder for norsk Røde Kors’ menneskerettighedsenhed, i en udtalelse.

    Spørgsmålet om at hente børn og mødre hjem fra lejre i Syrien er et hedt debatemne i flere europæiske lande.

    I Danmark har regeringen længe afvist at hente dem hjem. Men tirsdag aften melder den sig så alligevel klar til en hjemtagelse.

    Det skyldes blandt andet, at det på et tidspunkt vil stå kvinderne frit for at rejse til Danmark, da de er danske statsborgere. Det pointerer både justitsminister Nick Hækkerup (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    – Og når de først står her, kan vi ikke nægte dem indrejse og ophold, fordi de er danske statsborgere. Så hvad er bedst? At lade børnene og mødrene blive, eller tage dem hjem i et kontrolleret forløb?, siger Nick Hækkerup.

    I Norge har meget fokus for nylig rettet sig mod en 29-årig kvinde ved navn Shezadi Kausa. Hun opholder sig sammen med sin søn i Al-Roj-lejren.

    Hun beder i et interview med den norske avis Aftenposten om hjælp fra det norske udenrigsministerium til at kunne komme hjem.

    – Situationen i lejren har forandret sig drastisk det seneste år. Omgivelserne er ikke længere trygge nok, til at et barn kan vokse op uden at udvikle alvorlige fysiske og psykiske problemer, siger hun.

    /ritzau/NTB