Droppet mundbind for vaccinerede skaber forvirring i USA

    – At bære mund bind – eller ikke at bære mundbind?

    Det er spørgsmålet i den amerikanske befolkning, efter at præsident Joe Biden har meddelt, at sundhedsmyndighederne har fjernet de fleste restriktioner for alle, som er fuldt vaccineret mod covid-19.

    Biden har hyldet de ændrede regler og kalder indførelsen af lempelserne for “en stor og vigtig dag for USA”.

    Men hvis idéen lød ligetil, da præsidenten fremlagde den, så har det vist sig langt mere kompliceret i praksis.

    For det første er der usikkerhed om, hvornår en person er fuldt vaccineret. Derefter er der mange, som kun meget nødtvungent vil opgive de gældende sikkerhedsforanstaltninger, efter at over 580.000 af deres landmænd er døde med covid-19.

    Det er frivilligt om man vil følge anbefalingerne fra landets Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), og mange steder er regler og reel politik op til de lokale myndigheder.

    Anbefalingerne omfatter heller ikke fly, busser, tog og andre former for offentlig trafik, lige som de ikke omfatter hospitaler og sundhedscentre. Det betyder, at mange står i et dilemma mange gange og er i tvivl om, hvorvidt de skal tage hensyn til videnskabelig rådgivning eller til folks velbefindende.

    – Tidligere var mundbind meget vigtige, og er så pludselig ikke vigtige, siger den 47-årige Ivan Matta fra New York, som arbejder i et rejseselskab.

    Han bærer stadig sit mundbind til trods for, at han er fuldt vaccineret.

    – Men jeg tror, at der er mange, som vil bære mundbind, selv om de ikke er vaccineret, siger han.

    Anvendelse af mundbind er blevet et politisk ladet spørgsmål, så konservative grupper i landet meget hurtigt fravælger mundbind, mens mere liberale og mere venstreorienterede vælgere er tilbøjelige til at blive ved med at bruge dem.

    Dette var en del af baggrunden for en episode i Kongressen fredag, hvor en assisten for den stærkt højreorienterede republikaner Marjorie Taylor Greene skreg til det demokratiske kongresmedlem Eric Swalwell, at han skulle tage sit mundbind af.

    Swalwell reagerede med et tweet, hvor han lagde kraftig afstand til denne adfærd og sagde, at ingen bør overfuses i spørgsmålet om mundbind eller ej.

    Som en understregning af uklarheden blev den amerikanske førstedame, Jill Biden, fredag fotograferet med mundbind, da hun besøgte et museum i Washington,

    Dagen før udtalte hun, at “vi føler os nøgne uden mundbind”.

    /ritzau/AFP