EMA har indledt løbende evaluering af kinesisk vaccine

    Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har indledt en løbende evaluering af coronavaccinen fra kinesiske Sinovac.

    Det oplyser EMA i en pressemeddelelse tirsdag.

    Sinovac har ikke formelt ansøgt om at få vaccinen godkendt i EU.

    Under coronaudbruddet har EMA åbnet for, at vaccineproducenter kan indsende data fra forsøg med vacciner, inden de sender en egentlig ansøgning.

    Det er for at kunne godkende vacciner hurtigere end normalt.

    Der er indsendt foreløbige resultater fra test på både dyr og mennesker. De tyder på, at vaccinen producer immunreaktioner mod coronavirusset.

    Derudover har EMA også mulighed for at give en betinget godkendelse af en vaccine, inden der er data for langtidsvirkningen.

    Det kan kun ske, hvis dokumentationen for effekten og sikkerheden er solid. Samtidig skal fordelene ved en hurtig lancering være større end de risici, som det indebærer, at der ikke er langtidsdata til rådighed.

    Fire vacciner er godkendt til brug i EU - Pfizer/BioNTech, Moderna, AstraZeneca og Johnson & Johnson. Alle har fået en betinget godkendelse.

    I Danmark er det dog kun de to førstnævnte, som bruges. Det skyldes, at der er set få tilfælde af særlige blodpropper blandt vaccinerede.

    Det afholder dog ikke andre lande fra at bruge dem. I Danmark er de også på vej tilbage - men ikke som en del af det officielle vaccinationsprogram.

    I stedet vil der blive etableret en fritvalgsordning, hvor danskerne kan vælge at få dem.

    /ritzau/