Uefa: Der må udtages 26 spillere til EM i fodbold

    Der må udtages 26 spillere i trupperne til EM i fodbold mod tidligere 23, bekræfter Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i en pressemeddelelse.

    Det er et blandt flere coronatiltag. Derved vil Uefa minimere risikoen for, at trupper decimeres kraftigt i tilfælde af coronasmitte på et hold.

    Med en større trup vil holdene ganske enkelt have flere spillere at tage af.

    Dog må der til den enkelte kamp maksimalt stå 23 spillere på holdkortet. Det gælder de 11 spillere på banen samt 12 spillere på udskiftningsbænken.

    Blandt de 23 spillere til hver kamp skal der være tre målmænd.

    Det er Uefas eksekutive komité, som tirsdag har vedtaget regelændringerne, som specifikt gælder ved sommerens EM.

    Trupperne skal sendes ind til Uefa senest 1. juni.

    /ritzau/