Syriens præsident Assad er smittet med coronavirus

    Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans kone, Asma, er begge testet positive for coronavirus.

    Det oplyser præsidentens kontor i en erklæring mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Både præsidenten og hans kone udviser milde symptomer, hedder det i erklæringen.

    Begge er ved godt helbred og fortsætter med at arbejde hjemmefra, mens de er i isolation, oplyses det videre.

    – Efter at have oplevet milde coronasymptomer tog præsident al-Assad og førstedame Asma al-Assad en PCR-test. Resultaterne viste, at de er smittede med virusset.

    – De er ved godt helbred, og deres tilstand er stabil, hedder det i erklæringen ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Ifølge nyhedsbureauet dpa vil præsidentparret være i isolation i to-tre uger.

    Syrien har oplevet en skarp stigning i antal smittetilfælde siden midten af februar. Det oplyste et medlem af landets coronarådskomité til Reuters i sidste uge.

    Vaccinationen af frontpersonale i sundhedsvæsenet begyndte for en uge siden.

    55-årige Bashar al-Assad har været præsident i Syrien siden år 2000, hvor han efterfulgte sin far, Hafiz al-Assad. Faren var præsident fra 1971 til 2000.

    Bashar al-Assads tid i spidsen for Syrien har været præget af borgerkrig. Den blodige konflikt i Syrien begyndte i marts 2011 med protester mod præsidenten og hans styre.

    Demonstranterne krævede mere frihed. Men styret satte sikkerhedsstyrker ind for at nedkæmpe protesterne, og så begyndte konflikten.

    Siden er borgerkrigen bølget frem og tilbage med mange forskellige grupper involveret. Hundredtusindvis er dræbt under krigen og millioner er drevet på flugt.

    Ifølge FN savnes titusindvis af civile fortsat i Syrien efter utallige vilkårlige fængslinger og anholdelser.

    Derudover er tusindvis af mennesker blevet udsat for vold, seksuelle overgreb, tortur og drab i fængslerne i løbet af de omkring ti år med borgerkrig.

    Det fremgår af en rapport, som en international FN-kommission offentliggjorde i sidste uge.

    /ritzau/