Stemmesluger Auken stiller op på hjemmebanen ved næste valg

    Ida Auken (S) bliver folketingskandidat i Frederiksberg Slotskreds.

    Det siger hun til ugeavisen Frederiksberg Liv.

    – Jeg er født på Frederiksberg, døbt på Frederiksberg, konfirmeret på Frederiksberg og gift på Frederiksberg.

    – Min mor (tidligere folketingsmedlem og nu medlem af Europa-Parlamentet for SF Margrete Auken, red.) har været præst ved Frederiksberg Kirke i 40 år, så jeg er kommet på Frederiksberg hele mit liv, og i dag kan jeg ikke forestille mig at bo andre steder, siger Ida Auken til avisen.

    Hun forlod i sidste måned De Radikale til fordel for Socialdemokratiet. Da Auken blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2019, var hun opstillet i Københavns Storkreds.

    Auken var De Radikales største stemmesluger i forbindelse med 2019-valget. Auken fik 21.723 personlige stemmer. På landsplan blev det kun overgået af ni andre.

    Det er ifølge avisen en enig S-bestyrelse, som indstiller Auken til at blive folketingskandidat i Frederiksberg Slotskreds.

    Valget sker først formelt ved en ekstraordinær kredsgeneralforsamling. Her er Auken eneste kandidat.

    /ritzau/