Færre bilskader hos Topdanmark – men coronaregning går i nul

    Coronaudbruddet har medført store ændringer for de fleste i både livet derhjemme og på arbejdet.

    Det kan også ses på de skader, som kunderne har indrapporteret til forsikringsselskaberne.

    For Topdanmark, der er det næststørste forsikringsselskab i Danmark efter Tryg, var der sidste år langt færre bilskader end normalt, mens der til gengæld var flere skader, når det gælder husforsikringer.

    Det viser Topdanmarks årsregnskab, der er offentliggjort fredag.

    Samtidig har der også være langt færre udbetalinger fra rejseforsikringer, fordi folk har rejst mindre.

    Samlet vurderes covid-19 at have haft en positiv effekt på Topdanmarks forsikringsudbetalinger på 121 millioner kroner.

    Men når den samlede regning fra coronavirus skal gøres op, vurderer Topdanmark, at den stort set er gået i nul.

    Det skyldes, at der i starten af året var en grum nedtur på de finansielle markeder, hvor Topdanmark har en del af sine penge investeret i værdipapirer.

    Og den forskel har ifølge Topdanmark tæt på udlignet den gevinst, der har været af flere skader.

    Topdanmark kommer ud af året med et overskud på 1,1 milliard kroner. Det er et fald på lidt over 400 millioner kroner fra 2019.

    Det skyldes primært, at Topdanmarks overskud i 2019 var trukket op af afløbsgevinster.

    Det er penge, som oprindeligt var sat af til skader, der så ikke viste sig at være lige så bekostelige. I 2020 har der været færre af den type gevinster, og samtidig har der været mindre afkast på investeringer.

    – 2020 har været et år med både surt og sødt, siger administrerende direktør Peter Hermann til regnskabet.

    – Som forsikringsselskab har vi selvfølgelig også været påvirket af den verdensomspændende coronapandemi.

    – Omvendt har vi set, at vi er i stand til hurtigt at omstille os i usikre tider, og vi sluttede 2020 af med en stærk vækst og et overskud i forretningen, der var bedre end ventet, siger han.

    /ritzau/