Historisk: Donald Trump skal for rigsret for anden gang

    USA’s præsident, Donald Trump, bliver den første præsident i landets historie til at stå for en rigsret to gange.

    Det står klart sent onsdag aften dansk tid, hvor et flertal i Repræsentanternes Hus – herunder flere republikanere – har stemt for at indlede en rigsretssag mod Trump for at have opildnet til oprør i forbindelse med uro ved Kongressen i sidste uge.

    232 medlemmer har stemt for at indlede en rigsretssag, mens 197 har stemt imod.

    Ti republikanere er gået imod deres partilinje og har stemt for at stille Trump for en rigsret igen. Dermed er det den mest tværpolitiske rigsretssag i amerikansk historie.

    Ifølge CBS News var den hidtidige rekord, da fem demokrater stemte for at indlede en rigsretssag mod daværende præsident Bill Clinton i 1998.

    Det er Kongressens andet kammer, Senatet, der skal tage stilling til, om Trump skal erklæres skyldig eller ej. Det kræver to tredjedeles flertal i Senatet at erklære præsidenten skyldig.

    I Senatet er magtbalancen 50-50 mellem Demokraterne og Republikanerne.

    Dermed skal mindst 17 republikanere vende Trump ryggen, hvis den afgående præsident skal dømmes skyldig i at have tilskyndet til oprør.

    Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, afviste tidligere onsdag at hasteindkalde Senatet til samling i denne uge.

    Derfor kan sagen tidligst komme for Senatet tirsdag 19. januar, hvor en samling er planlagt. Det er dagen før, at Joe Biden indsættes som præsident, hvormed rigsretstiltalen næppe bliver behandlet, før Trump er gået af.

    McConnell har desuden oplyst, at han endnu ikke har taget stilling til, hvordan han vil stemme.

    Første gang Trump var for en rigsret, var det på grund af anklager om, at han havde presset Ukraines præsident til at indlede en efterforskning af Joe Biden, der kunne gavne Trump politisk.

    Dengang var der ingen republikanere, der stemte for en rigsret.

    Hvis Trump bliver fundet skyldig ved en rigsret, efter at han har forladt posten, vil han miste ekspræsident-goder som sikkerhed og pension. Han vil også være forhindret i nogensinde at stille op igen.

    /ritzau/