Boeings ulykkesramte 737 MAX flyver igen i USA

    Det ulykkesramte fly af typen Boeing 737 MAX er igen at finde i det amerikanske luftrum.

    Selskabet American Airlines foretog tirsdag den første almindelige ruteflyvning i USA i 20 måneder.

    Flyet lettede med omkring 100 passagerer om bord fra Miami klokken 16.44 dansk tid. Det landede i New York klokken 19.12 dansk tid.

    Boeing 737 MAX var fra marts 2019 til november i år underlagt et flyveforbud efter to styrt i Indonesien og Etiopien. De to ulykker kostede i alt 346 mennesker livet.

    Det var en softwarefejl i flyenes styresystem, der blev udpeget som skyld i de to styrt. Under visse omstændigheder kunne softwaren presse flyets næse nedad, selv om piloterne forsøgte at rette det op.

    Boeing har gennem længere tid arbejdet sammen med amerikanske og internationale luftfartsmyndigheder for at rette de tekniske fejl og sikre, at piloterne får den rette undervisning i at flyve 737 MAX-flyene.

    Selskabet forsikrer, at det igen er sikkert at sætte sig ind i denne type fly.

    – Det er en flytype, der er blevet gennemgået langt mere grundigt end nogensinde før. Vi er meget overbeviste om, at dette fly er det sikreste på himlen, siger Boeing-chef Robert Isom.

    I sidste uge måtte et 737 MAX fly fra Air Canada, der skulle flyve fra Arizona til Montreal i Canada med tre besætningsmedlemmer om bord, vende om og lande i Tucson, Arizona, på grund af motorproblemer.

    Boeing fik i sidste måned grønt lys til igen at lade 737 MAX-flyene flyve. Men det var på betingelse af, at der blev installeret ny software.

    American Airlines foretog tidligere på måneden den første flyvning med et 737 MAX-fly, efter at forbuddet blev ophævet.

    Flyvningen skete med pressefolk om bord, angiveligt for at demonstrere over for offentligheden, at de ændringer, som Boeing har foretaget, gør flytypen sikker.

    /ritzau/AFP