NFL-hold fyrer dansker midt i sæsonen

    Lidt over halvandet år efter han blev valgt til NFL af New England Patriots, er Hjalte Froholdts tid på holdet forbi.

    Lørdag skriver adskillige amerikanske journalister, der dækker NFL og Patriots, på Twitter, at Patriots har fyret fynboen for at gøre plads til en anden spiller i truppen.

    Der er tale om runningback Sony Michel, der har været ude med en skade, men som nu er klar igen. For at få plads til Michel i den 53 mand store trup, et NFL-hold må have under sæsonen, har Patriots altså valgt at skille sig af med Hjalte Froholdt.

    Fyringen kommer ikke som den helt store overraskelse. Froholdt har kun været brugt meget lidt indtil videre i 2020-sæsonen, der begyndte i september, og i sidste weekend havde Patriots udeladt ham helt fra kamptruppen.

    Hjalte Froholdt blev valgt til NFL sidste år i den årlige draft, men sad ude i hele 2019-sæsonen med en skade.

    Inden indeværende sæson blev Froholdt af flere journalister og eksperter spået en rolle som den primære reserve på Patriots’ offensive linje.

    Men først efter skader til adskillige af fynboens holdkammerater fik Froholdt sin debut på Patriots’ angreb i holdets femte kamp i sæsonen.

    Når et NFL-hold fyrer en spiller i løbet af sæsonen, har de andre hold i ligaen 24 timer, hvor de kan “gøre krav” på den pågældende spiller. Hvis flere hold gør det, får det hold, der har vundet færrest kampe i løbet af sæsonen, retten til spilleren.

    Sker det ikke, er spilleren officielt klubløs, og så kan vedkommende – i dette tilfælde Froholdt – skrive under, med hvem han har lyst til.

    New England Patriots kan også vælge at hente danskeren tilbage til klubben og eventuelt sætte ham på “practice squad”, et reservehold med spillere, der som udgangspunkt ikke kan bruges i kampe, men som kan hives op på førsteholdet i tilfælde af eksempelvis skader.

    /ritzau/