Fire fra berygtet familie anklaget for corona-kriminalitet

    Under påskud af at være fra hjemmeplejen eller kommunen og iklædt hvide kitler og mundbind begik tre mænd og en kvinde ifølge anklagemyndigheden i foråret stribevis af tricktyverier mod ældre borgere i Københavns omegn.

    Flere af forholdene var endda så grove, at der ifølge anklagemyndigheden var tale om enten røveri eller forsøg på røveri.

    Faktisk er der i et enkelt tilfælde rejst tiltale for groft røveri, fordi der efter anklagemyndighedens opfattelse var tale om et egentligt hjemmerøveri. I et andet forhold er der tale om forsøg på hjemmerøveri.

    Straffen for et hjemmerøveri, hvor gerningsmanden trænger ind hos en tilfældig borger for at true sig til et udbytte, er i udgangspunktet fem års fængsel.

    Sagen mod de fire er da også rejst som en nævningesag. Det indikerer, at anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf på mindst fire år.

    Der er tale om medlemmer af den berygtede Levakovic-familie, som i årenes løb har optrådt i en lang række straffesager. Der er tale om to brødre, deres fætter og en fælles faster. De nægter sig alle skyldige.

    Sagens alvorligste anklagepunkt drejer sig om et hjemmerøveri begået den 10. maj, hvor alle fire ifølge anklagemyndigheden trængte ind i en mands hjem og truede ham til at udlevere 3500 kroner.

    Bagefter trak de ham omkring i lejligheden, mens de ifølge anklageskriftet gennemrodede skabe og skuffer for værdier.

    Seks dage senere forsøgte de tre mænd at begå noget lignende, men de fik intet udbytte med sig.

    Langt de fleste af sagens tyveri- og røveriforhold er ifølge anklagemyndigheden omfattet af en skærpende bestemmelse i straffeloven, som blev indført i foråret.

    Bestemmelsen skulle tages i brug, hvis kriminelle skulle finde på at udnytte coronasituationen til at begå deres ugerninger. Og konsekvensen er en forhøjelse af straffen på op til det dobbelte.

    Sagen skal behandles af Retten i Glostrup. Der er endnu ikke fastsat datoer for hvornår. Alle tiltalte sidder i øjeblikket bag tremmer i Vestre Fængsel.

    /ritzau/