Divisionsforening møder ønske om at flytte derby med tavshed

    Tirsdag blev restriktionerne for tilskuere til superligafodbold skærpet kraftigt i hovedstadsområdet som følge af coronapandemien og stigende støttetal.

    Maks 500 personer må der lukkes ind på stadion i 17 kommuner frem til 1. oktober.

    Det rammer blandt andre FC København, der altså kun må lukke 500 mennesker ind i Parken til søndagens derby mod Brøndby – inklusive blandt andre spillere, trænere, dommere og tilskuere.

    Det har fået FC København til at anbefale overfor Divisionsforeningen, at kampen flyttes.

    Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, har stort set ingen kommentarer til sagen og FC Københavns ønske om at få flyttet kampen.

    – Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en anmodning fra FC København.

    – Men ellers har jeg ingen kommentarer. Vi kan og vil ikke kommentere på turneringsplanlægning, medmindre vi har lavet den, siger Claus Thomsen.

    I forhold til om det overhovedet er muligt at flytte kampen i forhold til de gældende regler, siger han:

    – I forhold til regelsættet er der forskellige scenarier og betingelser for, om man kan flytte kampen eller ej.

    Claus Thomsen ønsker ikke at gå mere i dybden med, om reglerne tillader en flytning af søndagens kamp.

    FCK ønsker kampen flyttet, efter regeringen tirsdag suspenderede superligaordningen for klubber i en række kommuner i hovedstadsområdet.

    Udsigten til kun at kunne lukke få hundrede tilskuere ind i Parken har fået FCK til at tage det ekstraordinære skridt.

    – Vi står nu med 12.000 tilskuere, der ikke kan komme ind og se kampen under ordnede forhold, men i stedet vil finde alternativer, hvor vi ikke har indflydelse på, om det afvikles korrekt med afstand, hygiejne og smittesporing, siger direktør hos parken, Lars Bo Jeppesen på FCK’s hjemmeside.

    /ritzau/