FCK giver islandsk forsvarsklippe et år mere

    Forsvarsspilleren Ragnar Sigurdsson spiller også i den kommende sæson for FC København. Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

    Sigurdsson blev hentet til klubben i januar 2020 til sit andet ophold i klubben, som han også repræsenterede fra 2011 til 2013.

    I første omgang blev han kun hentet for et halvt år, men nu har manager Ståle Solbakken valgt at give ham yderligere en sæson.

    - Ragnar ønsker virkelig at spille for FCK og har også vist, at han sætter klubben meget højt med den nye aftale, siger Ståle Solbakken til FCK's hjemmeside.

    - Han er en erfaren, duelstærk og kompromisløs forsvarsspiller med et stærkt vindergen, der kender vores måde at spille fodbold på.

    30-årige Sigurdsson har spillet fem kampe for FC København, siden han vendte tilbage til den danske hovedstad.

    /ritzau/