Politi: Det går rimeligt trods mange ude i det gode vejr

    Trods forsamlingsforbud har det gode vejr 2. pinsedag lokket mange mennesker ud i de store byer i parker og ved vandet.

    Men selv om der er mange mennesker, så fungerer det ifølge politiet fint med at gå i dialog med folk, når de kommer til at være lidt for tæt. Derfor har politiet i Aarhus og København før middag mandag endnu ikke givet bøder.

    - Vi prøver at vejlede folk om og huske dem på at holde afstand. Det går rimeligt, men folk er gode til at søge ud og nyde solen. Det går endnu.

    - Men vi er ved at overveje, hvordan og hvorledes. Men vi klarer den med dialog ind til videre, siger vagtchef hos Københavns Politi Henrik Brix.

    I København er der flere særlige advarselszoner - det gælder blandt andet Kongens Have, Islands Brygge, Amager Strandpark, dele af Fælledparken samt Gøteborg Plads i Nordhavn.

    Særligt ved Nordhavn er der mange mange.

    - Det er primært langs havnen, at folk de samler sig, siger Henrik Brix.

    I Aarhus lyder det også fra Østjyllands Politi, at der er mange samlet ved vandet. Her er det ved Bellevue Strand nord for byen og ved Den Permanente.

    Men også her håndterer politiet opgaven med forbuddet med dialog.

    - Ind til videre har vi været ude på nogle strande, hvor folk er lidt tæt forsamlet. Så tager vi en snak med dem, så de bliver spredt lidt ud.

    - Det er den måde, vi har håndteret det på ind til nu. Vi taler stadig til folks sunde fornuft, siger vicepolitiinspektør Kristian Juliussen fra Østjyllands Politi.

    Også i Nordsjælland er politiet opmærksomme på, om folk overholder retningslinjerne, der skal forhindre spredning af smitte med coronavirus.

    - Solen skinner, hvilket er dejligt, men også tillokkende for mange, der sikkert vil søge mod parker, strande og havne.

    - Vi er derfor på gaden med ekstra patruljer for at håndhæve retningslinjerne. Husk fortsat at holde afstand, pas på hinanden og nyd så det gode vejr! skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

    /ritzau/