Suzuki venter med økonomisk spådom grundet coronausikkerhed

    Coronasituationen gør det lige nu svært for Suzuki at spå om de økonomiske resultater for det kommende år.

    Derfor lancerer det japanske industrikonglomerat heller ikke forventninger til året i forbindelse med sit seneste årsregnskab, der er kommet tirsdag.

    – Vi vil komme med forventningerne, lige så snart det bliver muligt at regne på effekterne af det nye coronavirus, skriver Suzuki i en meddelelse.

    Seneste årsregnskab fra Suzuki dækker over perioden fra april sidste år til marts i år. Regnskabet viser både faldende omsætning og indtjening.

    Med til at trække resultaterne ned har været et svagt salg af biler i Indien og valutamodvind.

    Dertil har udbruddet af coronavirus også nået at have en effekt, skriver Suzuki.

    /ritzau/