Irland melder om første døgn uden nye dødsfald siden marts

    Irland har mandag for første gang siden 21. marts ikke registreret et nyt coronadødsfald i løbet af et døgn.

    Det oplyser sundhedsmyndigheder i landet.

    Totalt har 1606 personer i Irland mistet livet som følge af virusset. Antallet af smittede steg mandag med 59 til 24.698.

    En opgørelse lørdag viste, at næsten hver tredje smittede person kan sættes i forbindelse med ansatte på hospitaler, plejehjem og andre dele af sundhedsvæsnet.

    Irlands premierminister, Leo Varadkar, glæder sig i et indlæg på Twitter, over den “vigtige milepæl”, som nyheden om ingen nye dødsfald markerer.

    – Vi vil komme igennem det her, tilføjer han i tweetet.

    Irlands øverste medicinske embedsmand, Tony Holohan, ser det også som en markant udvikling i kampen mod virusset.

    – Den lave stigning af smittetilfælde og dødsfald den seneste uge indikerer, at vi som land har fået kontrol over Covid-19. Det har krævet skrappe tiltag at opnå dette, udtaler han i en meddelelse.

    /ritzau/dpa