Tomme busser og tog udløser kæmpe regning for Movia

    De seneste måneder med næsten passagertomme busser og tog betyder, at det østdanske trafikselskab Movias økonomi styrtbløder.

    Selskabet har i løbet af maj øget sin kassekredit fra 100 til 330 millioner kroner, men til august er kassen tom. Det skriver Sjællandske.

    Derfor er der lagt op til, at trafikselskabet på et bestyrelsesmøde tirsdag vil bede dets ejere – de 46 kommuner og to regioner i Østdanmark – om at fremrykke en række acontobetalinger for resten af 2020.

    Samtidig beder man ejerne om at spytte knap 790 millioner kroner ekstra i kassen, inden året er omme.

    Den største del af regningen, 208 millioner kroner, ender hos Region Hovedstaden.

    Men ifølge Jens Mandrup (SF), der er formand for trafikudvalget i Region Hovedstaden, bør staten komme trafikselskabet til undsætning.

    – Vi har ingen pengekasse eller opsparing, vi kan tage pengene fra. Det er et underskud, der er kommet direkte af statsministerens og myndighedernes retningslinjer om, at man skulle holde sig fra den kollektive trafik og blive hjemme, hvis man kunne, siger han til Sjællandske.

    – Så derfor bliver staten også nødt til at dække det her underskud, ligesom de har gjort for luftfartsselskaberne og andre virksomheder.

    Den store ekstraregning skal holdes op imod, at Region Hovedstadens samlede udgifter til kollektiv trafik løber op i cirka 550 millioner kroner årligt.

    I Region Hovedstaden håber man derfor, at der snart vil lande en økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner, der vil dække underskuddet.

    Samme håb har regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen (S), hvor man står med en potentiel ekstraregning på 87 millioner kroner.

    Ifølge Heino Knudsen vil det være en “kæmpe bombe under den kollektive trafik” i hele landet.

    – Hvis ikke staten træder til, så vil det give en massakre på tog og bus. Jeg ved, at der er en god dialog om det i økonomiforhandlingerne, og jeg har også en klar forventning om, at regeringen vil være med til at løse det her, siger han til Sjællandske.

    Blandt kommunerne står København og Frederiksberg til at få de største regninger på henholdsvis 116 og 26 millioner kroner.

    Roskilde, Køge, Næstved, Slagelse, Hillerød, Helsingør og Rudersdal står til regninger på 10-15 millioner kroner.

    /ritzau/