Carlsberg styrker sin britiske forretning i nyt samarbejde

    Det danske bryggeriselskab Carlsberg slår sine bryggeriaktiviteter i England sammen med det britiske Marston Brewing Company i et såkaldt joint venture – et økonomisk samarbejde om forretningen.

    Det oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse.

    Carlsberg skyder 2,3 milliarder kroner ind i den nye konstruktion. For de penge får Carlsberg 60 procent af ejerskabet i selskabet i England.

    Marston Brewing Company får de resterende 40 procent.

    Carlsbergs øverste chef Cees ‘t Hart siger i pressemeddelelsen, at samarbejdet er et vigtigt skridt for det danske ølbryggeris fremtid i Storbritannien.

    – Skabelsen af det her joint venture er et vigtigt skridt fremad i vores forretning i Storbritannien.

    – Den kombinerede forretning vil give vores kunder et bredere udvalg, større kapacitet, produktinnovation og fordele vedrørende marketing og distribution, siger Cees ‘t Hart i pressemeddelelsen.

    Carlsberg er et af de førende tre bryggerier af øl i verden med produktion i flere end 30 lande.

    Selskabet har flere end 40.000 ansatte.

    /ritzau/