Professor ser ingen grund til at hamstre mundbind og masker

    Danskerne hamstrer mundbind og ansigtsmasker efter det første tilfælde af coronasmitte her i landet.

    Flere apoteker har oplevet en eksplosiv efterspørgsel og må melde udsolgt, oplyser Danmarks Apotekerforening.

    Men det er unødvendigt i den nuværende situation, siger professor Allan Randrup Thomsen, Københavns Universitet.

    – Jeg synes, det er gået helt grassat med indkøb af masker og mundbind på nuværende tidspunkt, siger eksperten i virussygdomme.

    Det kan være en god idé at bruge midlerne, men det skal være under de rette omstændigheder, lyder det fra professoren.

    – Mundbind og masker kan være fornuftige, hvis vi har en situation, hvor der sker en spredning af smitten i landet. Men det er jo ikke der, vi er nu.

    – Så indtil vi kommer i en situation, hvor vi har intern smittespredning i Danmark, så synes jeg lige, at man skulle klappe hesten og vente med at tage dem i brug.

    Torsdag kom det frem, at den første dansker er blevet smittet med coronavirus.

    Han er angiveligt blevet inficeret i Norditalien, hvor han var på skiferie sammen med sin familie.

    Netop de nordlige regioner i Italien har på kort tid set en voldsom stigning i antallet af smittede. Også blandt personer, der ikke har været i Kina, som regnes for virussets epicenter.

    Der foregår med andre ord en aktiv spredning af smitte internt i landet.

    Det er ikke det billede, vi ifølge professoren ser i Danmark.

    – Der er ikke behov for at være ekstrem i sine tiltag. Slet ikke på det her tidspunkt, hvor vi ikke har evidens for, at folk går rundt og spreder coronasmitte i Danmark, siger Allan Randrup Thomsen.

    Håndsprit er også en eftertragtet vare for tiden, og det har professoren mere forståelse for.

    – Man kan godt tage håndsprit i brug, for det kan give et generelt løft af hygiejnen og være med til at forebygge en række andre infektioner og luftvejslidelser, siger Allan Randrup Thomsen.

    /ritzau/