Knap hvert tiende næsehorn i Botswana dræbt siden april

    En stor andel af Botswanas næsehorn er blevet slået ihjel de seneste ti måneder. Det oplyser en talsperson for regeringen mandag.

    – Jeg kan bekræfte, at 46 næsehorn er blevet dræbt af velorganiserede krybskytter mellem april sidste år og til i dag, siger Moemi Batshabang, vicedirektør i departementet for vilde dyr.

    Den internationale organisation Save The Rhino har tidligere estimeret, at der lever 500 næsehorn i det afrikanske land, og de dræbte dyr svarer derfor til næsten ti procent af landets samlede bestand af næsehorn.

    Dyrene er blevet slået ihjel i Moremi Vildtreservat, der ligger i den nordlige del af landet.

    – Krybskytteri er steget med en alarmerende hastighed i dette område. Stigningen i krybskytteri af både sorte og hvide næsehorn er bekymrende og usædvanligt, siger Moemi Batshabang.

    Næsehorn er fredede i Botswana.

    Dyrene slås typisk ihjel for deres horn, der især er en efterspurgt vare i Asien, hvor hornene kan sælges for op mod 60.000 dollar per kilo. Det svarer til omkring 413.000 danske kroner.

    /ritzau/AFP