Hvidvasksag udløser søgsmål på 2,7 milliarder mod Thomas Borgen

    Advokatfirmaet Deminor har torsdag stævnet den tidligere topchef i Danske Bank Thomas Borgen.

    Deminor kræver i den forbindelse 2,7 milliarder kroner i erstatning på vegne af 155 investorer.

    Det bekræfter Deminor.

    I en meddelelse på sin hjemmeside skriver Deminor.

    – Deminor har afleveret en stævning 20. februar i Retten i Lyngby på vegne af 72 juridiske personer, der repræsenterer 155 institutionelle investorer, som søger erstatning for skader i størrelsesordenen 2.671.293.763,87 kroner fra Danske Banks tidligere direktør.

    Deminor-partner Edouard Fremault bekræfter til Ritzau, at kravet i første omgang udelukkende er rettet mod Thomas Borgen.

    Men Deminor nævner også i sin meddelelse, at banken og revisorer og tidligere medlemmer af bankens ledelse også er blevet “notificeret” om kravet.

    Det betyder ifølge Edouard Fremault, at investorerne forbeholder sig retten til at rette hele eller dele af sit krav mod nogle af disse parter på et senere tidspunkt i sagen.

    Ifølge Berlingske, der først berettede om meddelelsen, er de 155 investorer især kapitalforvaltere og pensionsselskaber.

    Søgsmålet føjer sig til en lang liste af krav fra vrede investorer. De har hovedsageligt haft fokus på selve banken.

    I forbindelse med Danske Banks årsregnskab gennemgik banken de eksisterende krav mod banken på daværende tidspunkt. Der var i forskellige søgsmål rejst krav om i alt 7,6 milliarder kroner mod Danske Bank.

    Tidligere har en amerikansk pensionsfond, Plumbers & Steamfitters, også lagt sag an mod Thomas Borgen og den tidligere bestyrelsesformand Ole Andersen.

    De investorer, som Deminor repræsenterer, mener, at Thomas Borgen vildledte investorerne fra februar 2014 og frem.

    Her modtog ledelsen i Danske Bank en whistleblower-advarsel og resultatet af en intern undersøgelse som følge heraf. Ifølge Deminor var ledelsen herfra bekendt med detaljerne om forholdene i bankens estiske filial.

    Fordi banken ikke delte den viden, mener investorerne, at de er blevet vildledt af bankens ledelse med Thomas Borgen i spidsen.

    De mener, at de ikke har fået mulighed for at værne sig mod efterfølgende tab i værdi af deres aktier i Danske Bank.

    I en skriftlig kommentar til Ritzau oplyser Danske Bank:

    – Vi kommenterer ikke på enkeltpersoner. Deminor har ikke på nuværende tidspunkt sagsøgt banken. Med hensyn til de igangværende civile søgsmål mod banken vil vi fortsat forsvare os mod disse.

    /ritzau/