Topholdet Esbjerg banker Viborg med stærk anden halvleg

    De forsvarende danske mestre i kvindehåndbold tog onsdag et stort skridt mod at sikre førstepladsen i denne sæsons grundspil.

    Her vandt Team Esbjerg nemlig hjemme 29-22 over Viborg i et vaskeægte topbrag i HTH Ligaen. Dermed udbyggede vestjyderne deres føring i tabellen, så det nu lyder på fem point ned til viborgenserne på andenpladsen med fem kampe tilbage inden slutspillet.

    Viborg kan senere på ugen blive overhalet af Odense Håndbold, der kun har et point færre.

    Viborg lagde ellers godt fra land onsdag og kontrollerede det meste af første halvleg. Gæsterne førte 11-6, inden Esbjerg med et par mål i træk kom lidt tættere på.

    Viborg skabte igen en femmålsføring ved 13-8, men så vågnede Esbjerg op i de sidste cirka fem minutter inden pausen.

    30 sekunder før pausefløjtet var der lighed på måltavlen efter et flot vestjysk comeback, inden Stine Andersen med sin scoring til 15-14 sørgede for en smal Viborg-føring ved pausen.

    Det virkede dog til, at Esbjerg havde fundet melodien, mens Viborg begyndte at lave flere fejl. Fem minutter efter pausen kom de forsvarende mestre foran 16-15.

    Viborg holdt sig til, men nu var det hjemmeholdet, der oftest var et skridt foran. Med et kvarter tilbage stod der 22-20 i Esbjergs favør.

    I kampens afslutning viste Esbjerg, hvorfor holdet er forsvarende mester og også indtager førstepladsen i denne sæson. Jesper Jensens tropper var i kontrol og trak langsomt fra.

    Med otte minutter tilbage gjorde Clara Danielsson det til 26-22, og så var kampen så godt som afgjort. Viborg havde tabt pusten og var aldrig i nærheden af at skabe spænding om udfaldet.

    Senere onsdag vandt Aarhus United over Herning-Ikast med 26-23.

    Aarhusianerne lagde sig dermed med 24 point på kontoen godt til rette i forhold til at få en af de otte slutspilspladser. De har nu fem point ned til Nykøbing Falster Håndbold – der dog har spillet en kamp færre – på niendepladsen.

    Herning-Ikast har 26 point.

    /ritzau/