Irlands store partier afviser samarbejde med Sinn Fein

    Irlands største parti, Fianna Fáil, udelukker at gå i regering med det næststørste parti efter weekendens valg, Sinn Fein.

    – Vi har givet partilederen mandat til at tale med enhver, han har brug for at tale med, undtagen Sinn Fein, siger Niall Collins, en fremtrædende politiker fra Fianna Fáil, efter et møde i partiet torsdag.

    Dermed ser Sinn Fein ikke ud til at få sin debut i Irlands regering denne gang.

    I forvejen har det tredje af de store partier, Fine Gael, udelukket at arbejde sammen med Sinn Fein. Det skyldes dels politiske forskelligheder og dels Sinn Feins historiske bånd til undergrundshæren IRA.

    På spørgsmålet om, hvorvidt Fianna Fáil vil samarbejde med Fine Gael, svarer Niall Collins:

    – Det blev ikke rigtigt diskuteret.

    Dermed er sandsynligheden øget for, at de irske vælgere igen skal til stemmeurnerne inden for de kommende måneder.

    Både Fianna Fáil, Sinn Fein og premierminister Leo Varadkars parti, Fine Gael, fik hver især lige knap en fjerdedel af stemmerne ved lørdagens valg. Det giver dem respektivt 38, 37 og 35 af de 160 pladser i parlamentet.

    Sinn Fein erkendte tidligere torsdag, at det formentlig ikke vil kunne indgå i en regering uden et af de to andre store partier.

    Det vil blive “meget vanskeligt at konstruere en sådan regering”, sagde partileder Mary Lou McDonald.

    Hun har torsdag haft samtaler med flere af de mindre partier. De Grønne fik 12 pladser i parlamentet, Labour fik seks pladser og partiet Solidaritet frem for Profit fik fem pladser.

    Enkelte af Fianna Fáils parlamentarikere har foreslået at lede en mindretalsregering. Det har den afgående premierminister Varadkar og hans parti, Fine Gael, gjort.

    Men udenrigsminister Simon Coveney fra Fine Gael mener, at det er en dårlig idé. Begge partier gik tilbage ved valget, og en mindretalsregering vil blot give Sinn Fein lov til at vokse sig stærkere i opposition, siger han til tv-stationen RTE.

    /ritzau/Reuters