Hæren får ordre til at gribe ind ved demonstration i Beirut

    Libanons præsident, Michel Aoun, har bedt landets hær og kommandanter om at genoprette roen i det centrale Beirut.

    Det kommer, mens politi og demonstranter lørdag aften støder sammen i byens gader, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Aoun beder de militære styrker om at “værne om sikkerheden for fredelige demonstranter og offentlig og privat ejendom i Beiruts midte”, oplyser hans kontor.

    Ifølge AFP er der sammenstød mellem politi og demonstranter ved parlamentet. Her har demonstranterne forsøgt at trænge ind i parlamentsbygningen.

    Deltagerne kaster med sten efter sikkerhedsstyrkerne, som svarer igen med tåregas.

    Ifølge Libanons Røde Halvmåne er 30 sårede personer blev kørt på hospitalet, mens 45 andre er under behandling på stedet.

    Demonstranterne selv siger, at over 100 personer er såret.

    Libanon har siden 17. oktober været ramt af omfattende protester mod regeringen.

    /ritzau/